Kommentar til indlæg om at gøre det, der er godt for DIG

DET VAR DÉT, JEG FORSØGTE AT SIGE MED MIN AFSLUTNINGSKOMMENTAR I INDLÆGGET:

Nelson Mandelas indsættelsestale, 1994:

Vores dybeste frygt er ikke, at vi ikke kan slå til

Vores dybeste frygt er, at vi er kraftfulde udover alle grænser

Det er vores indre lys, ikke vores skygge, der skræmmer os mest

Vi spørger os selv: hvem er jeg at tro, at jeg er fantastisk, smuk, talentfuld, begavet?

Men faktisk: hvem er du ikke at tro? Du er et barn af gud

Verden har ingen gavn af, at du gør dig mindre, end du er

Der er ikke noget smart ved at krympe sig for at andre ikke føler sig usikre omkring dig

Du er født til at manifestere den Guds herlighed, du bærer indeni

Det er ikke kun nogle, som har det i sig. Det har vi alle

Og når vi lader vores indre lys skinne, giver ubevidst andre lov til at gøre det samme

Når vi slipper fri af vores frygt, vil vores nærvær automatisk virke frigørende på andre

At gøre det der er godt for DIG

Det lyder selvfølgeligt og for nogle ganske enkelt. Nogle vil respondere: Jamen, hvad så med de andre? Det er en indre stemme, jeg kender. Mit svar dertil er dog med tiden kommet til at lyde: jamen, det behøver jo ikke at være på BEKOSTNING af de andre, at man gør det, der er godt for én selv. Det kan godt være, at det vil stride mod andres forventninger og andres behov, men det er jo DERES ansvar, at gøre det, der er godt for DEM. Det har været en rejse for mig at komme dertil, at gøre det, der bedst for mig, og er det stadig indimellem. Første skridt overhovedet er at MÆRKE, HVAD der egentlig er godt for mig. Det er nemlig ikke altid nødvendigvis ligetil. Dernæst er skridtet så at GØRE det, der er bedst for mig. Dét kan være grænseoverskridende og fyldt med frygt og angst for konsekvenserne. En lang historie kunne skrives om, hvad det er der gør, at noget umiddelbart enkelt kan forekomme næsten helt uoverstigeligt. Det vigtigste NUer at GØRE trods alle bange anelser. Men hvad kan være en støtte, når man står dér og skal gøre  noget nyt og anderledes: at vælge sig selv til fordel for andres forventninger og behov? For mig har det været at udvikle det indre gode forældreskab. Det forældreskab, der giver mig selv støtte i at mærke MINE behov, at anerkende dem ligesom de er, også selvom de kunne være barnlige (det er de nemlig tit), beskytte mig, opmuntre mig, ja være der for mig som en hvilken som helst god forælder er der for sine børn, lige præcis som børnene har brug for det. Kender du til det svære i at vælge DIG og i givet fald, hvad gør DU for at overvinde den frygt, der kan være forbundet med det?

Jeg tror på, at idet du gør det, der er godt for dig, giver du friheden til andre til at gøre det, der er godt for sig, så der er ingen grund til at holde dig tilbage

Ær din gave

Har netop genset “Oh happy day” af Hella Joof. Jeg tror, det er tredie gang, jeg ser den, men blev alligevel også denne gang grebet af dens temaer om tro, håb, kærlighed, tilbageholdt liv, liv, der endelig folder sig ud, valg, der skal tages og nye stier, der skal betrædes.  ”Ær din gave” siger den tilrejsende negerpræst til Hannah, som har tilbageholdt sit talent, sit liv til fordel for et middelmådigt provinsliv med Carsten, som har været forelsket i hende siden børnehaven. Præsten “opdager” Hannas tilbageholdte liv og talent, og lokker det nænsomt og ømt frem i hende. Og hun kommer i kontakt med det ulevede i sig, sin ungdoms drømme og længsler. I filmen bruges den kristne terminologi: “Ær din gave”, og det er meget smukt, synes jeg. Jeg véd bare ikke, om det rækker til, at vi slipper vores tilbageholdte liv fri. Jo, hvis du er troende, og har budskabet om tro, håb og kærlighed helt inde i hjertet, så rækker det nok. Men hvis ikke??? Så tror jeg, der skal noget andet til for at overvinde den frygt, der står i vejen for os, når vi står med et taltent i den ene hånd og en drøm i den anden, og vi bare ikke kan få de to ting til at arbejde sammen. Og hvad har holdt Hannah tilbage, hvis ikke frygt? Som præsten i filmen siger: Frygt er den vestlige verdens religion. Og det må være den store majoritet af ikke praktiserende kristne, han taler om. For som praktiserende eller overbevist kristen er frygten overvundet i kraft af troen, håbet og kærligheden. De tre overvinder alt. Mange af os har ikke vores kristne tro helt inde i hjertet, og derfor er behovet for at finde ud af, hvordanvi så håndterer vores frygt i vores liv. Mit bud er: kys den! KYS FRYGTEN. Det er ikke en ny religiøsitet, men en vej til at se det i øjnene, som er. Og frygten, den er for at blive. Det tror jeg på.

Tør du lytte til det sensitive i dig selv

Måske har du tit hørt fra andre, at du tænker for meget over tingene. Eller du har fået at vide, at du er nærtagende. Måske oplever du, at du ofte “bare ved” noget uden at gøre dig klart, hvordan du har din viden. En intuitiv fornemmelse, kunne man også kalde det. Måske oplever du også, at du hurtigere bliver overvældet eller udmattet end andre i dine omgivelser. Du bliver rystet ved f.eks. forandringer på din arbejdsplads eller en flytning. Måske oplever du at du bliver overvældet, endda utilpas, når du er på ferie selvom det er en ferie, som du længe har gået og set frem til. Du reagerer på lyde, lys, lugte. Du opsnapper stemninger i dine omgivelser førend alle andre. Kender konflikterne førend de er åbne. Hvis der er noget her du genkender, er du måske én af de 20 pct af os mennesker, som iflg. forskning er født med et nervesystem, der er mere sensibelt overfor stimuli end resten af befolkningen. Det er stimuli, der kommer både udefra og indefra. Det stiller store krav til at leve i en kultur som vores, som, hvis vi f.eks. kigger stillingsannoncer, vægter omstillingsparathed, fleksibilitet, beslutningsdygtighed, effektivitet m.m. En kultur, hvor vi konstant bliver præsenteret for stadig nye og mere eksotiske tilbud om fritidsoplevelser. Som menneske med en særlig følsomhed overfor stimuli vil træk som behov for fordybelse, tid til refleksion og bearbejdelse af indtryk i virkeligheden være påkrævet for ikke at komme ud af balance. Hvis ikke de behov tilgodeses, kan det resultere i følelsen af forkerthed. Den følelse er måske bare “historien om dit liv”. Det kan være svært først og fremmest at få øje på, at det er det behov, der ikke er tilgodeset i ens liv. At det er derfor, at man så tit oplever sig udmattet og udbrændt. Er man kommet frem til det kan det dernæst være svært at holde fast i, fordi du hár behov, der adskiller sig fra majoriteten, og du kan komme til at opleve dig selv som særlig. Det er dog også, hvad du er. Men særlig begavet med en sensitivitet, der kan blive kilden til større glæde og autencitet i dit liv. I terapi kan du arbejde med at få mere kendskab til denne side af dig selv, komme til at holde af den, få øje på de ressourcer, der ligger gemt i den og med strategier, der kan beskytte dig mod overstimulering. Kig mere for kontakt på hjemmeside www.charlotteskaaning.dk

To do lister….

Den endeløse række af to do…..Ikke nødvendigvis sure pligter, men alt det som jeg gerne vil nå inden…..ja, inden hvad??? Måske er det aldersbetinget (snart 49), at komme dertil, hvor jeg bare ikke synes, at tiden rækker til alt det, som jeg gerne vil nå – og igen: nå…,  inden hvad??? Jeg véd det ikke, men bare nå. Ganske banalt, at bestille de bøger, jeg skal bruge, ringe til de mennesker, som jeg ikke lige har fået talt med på det seneste. Læst de bøger, som er vedrørende i forhold til det, jeg beskæftiger mig med p.t., vaske mit tøj, løbe mig en tur, kysse på min mand….der bliver ved med at dukke nyt op på listen, som lige skal tilgodeses. Meget af det min liste indeholder er jo særdeles lystbetonet, og alligevel kan jeg få lavet noget indre uro. For jeg skal jo vælge, prioritere. Jeg ser mig selv stå i en slikbutik med lutter drømmebolsjer på alle hylder. Hvad skal jeg dog vælge. Vælger jeg ét, bliver jeg måske for mæt til at spise et andet. Og så får jeg jo ikke smagt det. Og så…fra bolsjerbutik til de store eksistentielle temaer, á la Søren Kirkegaard: frihed og ansvar. Jeg tror jeg kan vælge det hele, idet jeg principielt har friheden til det, men det frie valg er ikke mere frit, end at det også har sin pris. Jeg kan nemlig ikke vælge til uden jeg kommer til at vælge noget fra. Dét er prisen, og det har jeg godt nok svært ved at forlige mig med. Læs i øvrigt mere om dette i “eksistentiel psykoterapi” af Irvin Yalom.

Jeg måtte finde mig lidt ro i mit søndag-formiddag-eksistentielle dilemma. Det gjorde jeg således, og kan anbefale samme “rejse” til dig, der er ramt af den indre uro:

Sæt dig med lukkede øjne og læg mærke til dit åndedrag

Læg mærke til dit åndedrag et par minutter uden at ændre på det

Fordyb derefter dit åndedræt således: træk vejret ind, mens du tæller til fire. Hold vejret, mens du tæller til to. Pust ud, mens du tæller til fire. Hold vejret, mens du tæller til to. Gentag nogle gange.

Opstår der tanker undervejs, så lad dem svæve forbi, som skyer på himlen, uden at gøre noget ved dem

Gå ind i din krop, mærk den indefra. Gå ind et sted, hvor der føles roligt. Et hvilken som helst sted inde i din krop. Mærk roen på dette sted. Måske er der uro alle andre steder, undtagen lige netop dette punkt inde i dig. Bliv dér.

Bliv i dit rolige punkt. Hvordan er der i dit rolige punkt? Er der lyde, dufte, farver? Er der andre mennesker? Er du alene? Invitér nu din helt personlige vejleder ind i dit rolige sted. En vejleder, der er der kun for dig, og ingen anden. En vejleder, der vil støtte og vejlede dig i dit liv. Hvordan ser han/hun ud? Siger han/hun noget til dig? Prøv evt. selv at tage kontakt? Vær nysgerrig, hvis du har behov for at vide noget, eller vær stille sammen, hvis det er passende. Gør det der er godt for dig. Kun det, der er godt for dig. Du er på dit gode og rolige sted. Det er et sted, du i fremtiden altid vil kunne vende tilbage til, når du har brug for det. Det er DIT sted, og kun DIT. Bliv der så længe det er passende for dig.

Når du er klar, kommer du langsomt tilbage til dit hverdagsliv. Du åbner øjnene, og bevarer samtidig kontakten til dig selv og roen i dig, mens du forbereder dig på, at hverdagslivet fortsætter.

Om at vente på svarene, der kommer indefra

Én elefant kom marcherende….to elefanter….tre elefanter….En helt flok af elefanter kom marcherende. Alle vil hen til hver deres vandhul, så de aldrig når hen til den destination, hvor deres førerelefant vil have dem. Sådan bevæger jeg mig vist også mod min destination. Mon når jeg dérhen, hvor jeg gerne vil? Jeg bliver så optaget af alt muligt, som jeg støder ind i på min vej, at jeg næsten undervejs mister målet af syne, glemmer det. Hvad er det nu, jeg går efter lige nu. Jeg er blevet færdig med min uddannelse som psykoterapeut? Det er det, jeg vil – på fuld tid, men hvordan??? Jeg har mange idéer: klienter i individuel terapi (er igang), drømmegrupper, sorggrupper, find-din-passion-grupper, at supplere min uddannelse med kunstterapi, supplere min terapeut-praksis med at male og sælge store malerier. Jeg bliver også nødt til at flytte, finde ud af min boligsituationen (en beslutninge der også inkluderer min mand) – bare for at nævne nogle af de bolde, jeg har i luften, og som jeg har en evne til at kaste i luften, så de flyver rundt om hovedet på mig alle på én gang. Jeg véd ikke hvilken, jeg skal gribe. Bliver véd med at gribe ud, kaste op, gribe ud. Men jeg véd ét aller andet sted i mig, at svarene ikke ligger derude. Der ligger svar til mig inde i mig selv, hvis bare jeg kan værne mig med tålmodighed, Så véd jeg, at svarene kommer indefra. Det véd jeg, og alligvel bliver jeg ved med at søge dér ude. Tålmod, tålmod. Jeg må besinde mig. Trække vejret dybt ned i maven, bevare jordforbindelsen. Jeg véd det jo. Jeg har lært. Jeg har erfaret, at det er her svarene kommer indefra. Løsningerne kommer indefra og de ser helt anderledes ud, end det jeg forestiller mig. Det jeg overhovedet kan tænke mig til. Må jeg dog finde det tålmod frem i mig, som giver de indre kræfter ro til at gøre det arbejde, der er deres. Nu vil jeg kigge et andet sted hen, så der kan blive ro derinde. Arbejdsro. Arbejdsro nu!

Life is what happens to you while you are making other plans. Citat John Lenon (han var en klog mand)

Relationen mellem klient og terapeut

I eksistentiel psykoterapi overlapper terapi og virkelighed hinanden på den måde, at der opstår en autentisk relation i kontakten mellem klient og terapeut.  Dvs at terapeuten ikke sidder upåvirket og ikke-reagerende i forhold til klienten. Terapeuten har følelser og reaktioner, som gøres åbne i terapien. Og som er en del af terapien. I det omfang, de bliver gjort åbne, fortæller de noget om klientens generelle kontaktmønstre til andre mennesker. Kontaktmønstre og især de uhensigtsmæssige er ofte årsagen til, at vi starter i terapi. Når terapeuten bringer sig selv på banen og reagerer, bliver det værdifuldt, fordi det terapeuten spejler vil være mere eller mindre identisk med den spejling, som klienten i øvrigt oplever i sit liv. I den terapeutiske spejling opstår chancen for at gøre nye erfaringer med et uhensigtsmæssigt kontaktmønster. Hvor vore uhensigtsmæssige kontaktmønstre ofte skaber problemer for os i vores tilværelse, opstår der i en tryg og respektfuld spejling fra terapeuten muligheden for at undersøge baggrunden for det kontaktmønster, vi nu engang har. Denne undersøgelse fører oftest til en forligen sig med den side af sig selv, og heri sker en indre heling, der gør det muligt at tage nye skridt i livet og opleve større dybde og autencitet. I den psykodynamiske termonologi taler vi om overføring/modoverføring som udtryk for denne ”dans” mellem klientens projektioner over på terapeuten og modsat terapeutens tilbagespil med afsæt i det han/hun mærker.